Mature woman with a cold and symptoms of congestion and blocked nose blows her nose into a tissue.

Stoppet næse om natten

Stoppet næse om natten kan skyldes mange ting. Forkølelse, influenza og allergi er de mest hyppige årsager. Næsen bliver stoppet som følge af at membranerne i luftkanalerne i næsen bliver irriterede og derfor begynder at producere mere slim/snot for at skylle årsagen til irritationen ud.

Den primære grund til at stoppet næse om natten er værre end det lyder er, at en god og dyb søvn er meget vigtig for vores generelle sundhed og overskud. Søvnløshed kan blandt andet føre til forhøjet blodtryk, påvirke humør, energiniveau og arbejdsevne.

Hvis du oplever søvnproblemer, som følge af stoppet næse, er det vigtigt, at du gør hvad du kan, for at få dækket dit søvnbehov og komme tættere på din optimale søvn.

Behandling af tilstoppet næse om natten

Heldigvis er der meget, du kan gøre for at afhjælpe stoppet næse. Det er vigtigt at du har fokus på at holde dine næsegange fugtige. Tør luft vil kun gøre symptomerne værre.

  • Sørg for at holde luften i soveværelset fugtig for eksempel ved at bruge en luftfugter.
  • Tag et varmt bad eller lav et dampbad inden du går i seng.
  • Brug et ’næsehorn’ med saltvand til at skylle og rense næsebor og bihuler.
  • Læg et varmt vådt håndklæde over dit ansigt. Dette kan hjælpe med at åbne næseborene.
  • Hold hovedet hævet med ekstra puder, så du letter vejrtrækningen.
  • Brug næsespray. Næsespray virker ved at indsnævre blodkarrene i næsen og dermed reducere stoppet næse og hævelse. Næsespray kan fås i håndkøb og kan hjælpe mod f.eks. forkølelse.

Oplever du vedvarende tilstopning af næsen om natten (mere end syv dage i træk) og har det store konsekvenser for din søvn og din livskvalitet, er det altid vigtigt, at du opsøger en læge for at få professionel hjælp. Har du allergi, er det vigtigt, at du er opmærksom på, hvad der forårsager anfald, og at du gør, hvad du kan for at forebygge, samt at du får snakket med en allergispecialist og får ordineret allergimedicin f.eks. med antihistamin.

Har din baby stoppet næse om natten?

Det er meget vigtigt, at du er opmærksom og forsigtig, når det gælder brugen af medicin til din baby. Læs altid indlægssedlen grundigt omkring brugen og opsøg altid læge, hvis du er i tvivl om hvorvidt medicinen kan afhjælpe symptomer som stoppet næse. Som en tommelfingerregel skal du ikke bruge hoste- og/eller forkølelsesmedicin til børn under 4 år.

At holde din babys rum fugtigt og evt. bruge saltvand kan også afhjælpe tilstoppet næse hos din baby om natten. Oplever du, at din baby ikke kan sove pga. tilstoppet næse, anbefaler vi, at du opsøger læge for at få stillet en evt. diagnose.