Kvinde med bihulebetændelse

Bihulebetændelse

Bihulerne er et hulrum i kraniet bag ansigtet, som normalt er fyldt med luft. Bihulerne sidder under øjnene og over øjenbrynene. I bihulerne produceres der slim, som er med til at holde næsekanalerne åbne og fri for gener, som f.eks. snavs og forurening.

Når der opstår bihulebetændelse, går der betændelse (inflammation) i vævet i bihulerne. I de tilfælde hvor inflammationen medfører en blokering af bihulerne og dermed fanger luft og slim inde i dem, kan der opstå smerte og trykken.

De fleste får bihulebetændelse, som følge af allergi eller en forkølelse, virus eller en bakteriel infektion. For mennesker med et dårligt immunforsvar kan risikoen for at få bihulebetændelse være større.

Bihulebetændelse er almindeligt. Dog er det ikke altid nemt at slippe af med. Derfor er det vigtigt, at du er sikker på, at du behandler det på den rette måde.

Akut og kronisk bihulebetændelse

Der findes to forskellige typer bihulebetændelse. Symptomerne ved akut og kronisk bihulebetændelse er de samme. Den primære forskel på de to typer af sygdommen er derfor varigheden. Bihulebetændelse betegnes som kronisk når det har varet længere tid end tre måneder. Kronisk bihulebetændelse kan skyldes udformningen af næsegangene og/eller polypper, som forhindrer at bihulerne kan fungere normalt.

Symptomerne er:

  • Smerte og trykken i ansigtet og omkring bihulerne
  • Tykt og misfarvet slim/snot
  • Stoppet næse

Oplever du symptomer på bihulebetændelse skal du gå til lægen, for at blive rådgivet om hvordan sygdommen kan kureres, samt hvad tilstanden skyldes.

Behandling af bihulebetændelse

Skal du slippe af med bihulebetændelse er det vigtigt, at du finder ud af årsagen. Hvis du har bihulebetændelse, som følge af allergi er du nødt til at undgå de stoffer, som du reagerer allergisk på. Gå til lægen for at finde ud af hvad du ikke kan tåle.

Den bedste måde at behandle bihulebetændelse på er at kombinere medicinske præparater og rådgivning og at lindre symptomerne i hverdagen.

Bihulebetændelse kan behandles med:

  • Antibiotika, hvis lægen mener, der er tale om en bakteriel infektion. Skyldes tilstanden et virus har antibiotika ingen effekt.
  • Næsespray, som kan hjælpe ved at løsne op for tilstopningen i næsen og lindre symptomerne. Følg altid indlægssedlen nøje, da det er vigtigt ikke at overforbruge næsespray.
  • Smertestillende håndkøbsmedicin kan bruges til at dulme smerterne. Husk at læse indlægssedlen.
  • Hvis bihulebetændelsen er kronisk og skyldes udformning af næsekanaler eller næsepolypper kan operation i visse tilfælde være den bedste fremgangsmåde.

Man kan gøre meget for at behandle og lindre bihulebetændelse hjemme. Langt de fleste tilfælde af bihulebetændelse kan klares over en overskuelig periode (1-2 uger) og behøver kun symptombehandling.

Herunder finder du en række råd til at lindre symptomerne:

  • Sørg for en høj luftfugtighed
  • Tag varme bade og eller dampbad, og sørg for at få dampen helt ned i lungerne
  • Brug saltvand til at skylle næsegangene
  • Drik masser af vand for at holde kroppen hydreret
  • Sørg for at få masser af søvn

Graviditet og bihulebetændelse

Som gravid er det vigtigt at passe ekstra godt på, når det gælder medicin. Opsøg derfor altid læge, hvis du har bihulebetændelse som gravid og det ikke går væk og du ikke kan lindre det tilstrækkeligt hjemme.